Trump til arabiske ledere: - Fordriv terroristerne fra jeres land - fordriv dem fra Jorden

Donald Trump var forsonlig i tonen i sin tale i Riaydh - han opfordrede Saudi-Arabien og andre lande til at kæmpe mod terror sammen med USA.

Donald Trump opfordrer arabiske ledere til at konfrontere "islamistisk ekstremisme" sammen med USA.

- Med Guds hjælp markerer dette møde enden for dem, der spreder terror. Der kan ikke være nogen sameksistens med den vold. Terrorister tilbeder ikke Gud - de tilbeder døden, sagde Donald Trump, da han i Riyadh i Saudi-Arabien holdt en cirka 45 minutter lang tale for cirka 50 arabiske og muslimske politiske ledere i Saudi-Arabien.

- Dette er en kamp mellem godt og ondt. Helte dræber ikke andre mennesker, de redder dem, fastslog Donald Trump.

Men han forudså en stor fremtid, hvis USA og de arabiske lande kan blive enige om at bekæmpe terrorismen.

- Fødestedet for den moderne civilisation venter på en ny renæssance. Tak, Gud velsigne jer og jeres lande, sluttede Donald Trump.

Han oplyste i sin tale, at USA og Saudi-Arabien og flere andre lande har underskrevet en aftale, som indebærer, at et center oprettes for at forhindre finansieringen af terror, Terrorist Financing Targeting Center (Center mod Finansiering af Terror, red.).

Iran ansvarlig for terror

Han nævnte Iran som et regime, der støtter terrorisme og finansieringen af den.

- Det er et regime, som er ansvarlig for så megen ustabilitet i området. Bed for den dag, hvor det iranske folk har den retfærdige regering, det fortjener, sagde Donald Trump.

Han sagde også, at alle må stå sammen for at afhjælpe den humanitære katastrofe i Syrien.

Donald Trump slog fast, at vejen mod fred starter med at USA og Saudi-Arabien er forenet.

- Terrorismen har spredt sig ud over verden, men fredens sti begynder lige her på dette hellige område i dette hellige land, sagde han.

- Fordriv dem fra jeres hellige land, fordriv dem fra jorden, opfordrede Donald Trump.

Nødvendigt at stå sammen

Han mener, det er nødvendigt, man står sammen i kampen mod terror ved at konfrontere den ekstreme islamisme.

- Alle lande har pligt til at sørge for at terrorister ikke kan finde et helle i deres lande, fastslog Donald Trump.

Han ønsker at alle står sammen i kampen mod terror.

- Det betyder, at man åbent konfronterer krisen med islamistisk ekstremisme og de islamistiske terrorgrupper, der opstår af den. Og det betyder, at man står sammen mod drab på uskyldige muslimer, mod undertrykkelse af kvinder, forfølgelse af jøder og massakrer på kristne, hedder det videre.

Trump startede talen med at takke værterne i Saudi-Arabien.

- Jeg er beæret over at blive modtaget af så gavmilde værter, sagde han.

Han mener topmødet er et nyt kapitel i samarbejdet mellem USA og de muslimske lande.

- I dag starter vi et nyt kapitel, som vil bringe vedvarende goder til vores folk, sagde han.

Han lovede, at USA ikke vil prøve at eksportere sin egen livsstil til Saudi-Arabien og resten af verden.

- USA vil ikke prøve at påtvinge andre vores levevej. Vores vision er en vision om fred, sikkerhed og rigdom over hele verden. Vores mål er at fjerne ekstremisme. Vi er ikke her for at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve, eller hvilken Gud de skal tilbede, sagde Donald Trump.

Har følt sig forsømt

Ifølge TV 2's USA-korrespondent Jesper Steinmetz har flere lande i den arabiske verden, der traditionelt er allierede med USA, følt sig meget forsømt i præsident Barack Obamas regeringstid.

Det gælder ikke mindst den aftale, han lavede med Iran om nedrustning af landets atomprogram til gengæld for mere økonomisk råderum.

Det prøver Trump nu at råde bod på.

Foreløbig har USA og Saudi-Arabien nu lavet en hensigtserklæring om våbenhandel for i alt 110 milliarder dollars (cirka 732 milliarder kroner, red.). Trump oplyste desuden i sin tale, at Saudi-Arabien har indgået en aftale om samarbejde til en samlet værdi af 400 milliarder dollars (2,6 billioner kroner, red.)

Inden Trumps tale holdt Saudi-Arabiens konge Salman Bin Abdulaziz Al Saud tale, og han lovede Trump at stå sammen med USA i kampen mod terrorisme og specielt terrororganisationen Islamisk Stat (IS).

USA-ekspert: Trump holdt balancen

Til TV 2 siger USA-analytiker Mirco Reimer-Elster, at det var en god tale, Trump holdt - men at den skal følges op.

- Man kan sammenligne med den tale, Obama holdt der i 2009. Ved slutningen af hans præsidenttid ønskede man ham i Saudi-Arabien hen, hvor peberet gror - og er glade for, at Trump kommer til. Otte år senere holder Trump så en tale med nogenlunde det samme indhold. Det var en fin tale, men den skal følges op, siger Mirco Reimer-Elster til TV 2.

Han siger, at han synes, det var en kedelig tale.

- Men med Trump er "kedeligt" nok godt, siger Mirco Reimer-Elster.

I adskillige tweets har Donald Trump raset mod muslimer, og i USA vil der blandt hans vælgere blive holdt øje med, om han i talen giver for mange indrømmelser.

- Han skal ramme balancen. Men det synes jeg, han gjorde fint, jeg har set at Fox News er begejstret og kalder talen "historisk", og det er dér, han skal ramme. De liberale får han alligevel aldrig fat i, siger Mirco Reimer-Elster.