To biler ramt af skud: Mystisk snigskytte i Aarhus

En personbil med en mor og hendes søn, samt en bil med en mandlig chauffør er på en uge blevet ramt af skud i Aarhus.

To gange på en uge har Østjyllands Politi fået meldinger om biler, der er blevet ramt af mystiske skud i Aarhus.

Om eftermiddagen den 14. august fik Line Bang et chok, da hendes rude pludselig splintrede ud over bagsædet, hvor hendes otte måneder gamle søn sad i en barnestol.

Søndag den 21. august blev politiet bekendt med et lignende tilfælde, hvor en anden bil var blevet ramt af skud. Da den mandlige bilist holdt for rødt i det nordlige Aarhus blev hans bil ramt af to skud - det ene på siden af bilen, det andet splintrede ruden ved passagersædet.

Østjyllands Politi siger over for TV 2, at det kan tyde på, at der er tale om den samme gerningsmand, på trods af, at skuddene er blevet affyret to forskellige steder i Aarhus.

Sagerne minder om hinanden

Politiet har endnu ikke fundet hverken hagl eller patroner og kan derfor ikke endeligt bekræfte sammenhængen, men den måde ruderne var splintret på, giver dem en formodning om, at der i begge tilfælde er brugt et luftgevær.

Det er denne sammenhæng, der giver politiet ideen om, at det er den samme snigskytte, der er på spil.

- Vi behandler det på nuværende tidspunkt som en overtrædelse af paragraf 252 i straffeloven. Det betyder, at gerningsmanden groft og hensynsløst har bragt andre mennesker i fare, siger presseansvarlig ved Østjyllands Politi, Vagn Martinussen.

- Det er i sig selv ulovligt at skyde med den slags geværer i offentligheden, så vi ser med alvor på sagen, siger han.

Delte episoden på sociale medier

Line Bang var på vej hjem og holdt for rødt lys ved Søndre Ringgade og Marselis Boulevard, da ruden på hendes bil pludselig gik i stykker.

Min søn sad på bagsædet og var først meget stille, så jeg blev helt panisk af frygt for, at der var sket ham noget. Han var heldigvis i god behold

Line Bang

- Først tænkte jeg bare "Hvad fanden var det?". Da jeg kiggede tilbage og så det store hul i ruden, skyndte jeg mig at køre ind til siden. Min søn sad på bagsædet og var først meget stille, så jeg blev helt panisk af frygt for, at der var sket ham noget. Han var heldigvis i god behold, siger hun til TV 2.

To cyklister havde også hørt en mærkelig lyd mod ruden. De stoppede og spurgte, om hun var okay. De blev enige om, at det måtte være en fejl ved ruden, der havde fået den til at splintre spontant.

Bilen blev kørt på værksted, men her var beskeden en anden: Noget havde ramt ruden. Line Bang undrede sig, for hun var midt i et kryds, da ruden knuste og hun kunne ikke forestille sig, at en stenslag havde ramt på siden af bilen.

Det var først en uge senere, at hun fandt ud af, at en anden bil var blevet ramt af skud. Politiet kontaktede hende i sagen og hun har i dag indgivet sin officielle anmeldelse.

Det fik hende til at dele en klar opfordring til gerningsmanden på de sociale medier.

Jeg beder dig ikke melde dig selv, jeg beder dig bare inderligt om at stoppe dit foretagende, så jeg og Aarhus kan være trygge ved at færdes i trafikken

Line Bang i sit Facebook-opslag

- Jeg beder dig ikke melde dig selv, jeg beder dig bare inderligt om at stoppe dit foretagende, så jeg og Aarhus kan være trygge ved at færdes i trafikken, skriver hun.

Opslaget er siden blevet delt mere end 2.600 gange.

- Jeg vil ikke gøre det til en heksejagt, men jeg håber, at det her opslag får dem, der har gjort det, til at forstå, at der altså sidder rigtige mennesker i de biler, de skyder efter, siger hun.