FCM-reserver tabte til svenskere

Et purungt FCM-mandskab tabte fredag 1-2 til svenske BK Häcken

Udgivet:10. februar 2017, 12.59

Læsetid:1 minut

17-årige Victor Torp er for første gang på træningslejr med FCM's Superligatrup og fik fuld spilletid mod BK Häcken. Og den unge midtbanespiller fra Lemvig fik sågar en assist. Foto: Polfoto/BiLDBYRÅN

Jørn Just Kristensen
Sportsredaktør
Jørn Just Kristensen
Sportsredaktør| +45 96 26 37 27 | jjk@herningfolkeblad.dk
Jeg har været sportsredaktør på Herning Folkeblad siden 2011. Det er mit job at lede og fordele arbejdet på sportsredaktionen, så vi får den bedst mulige dækning af egnens sportshold og sportsfolk på alle platforme. Du må altid gerne sende mig en mail med tips og input. Du bliver ikke den eneste :-)
Se flere artikler af Jørn Just Kristensen

7 år siden

Fodbold Truppens yngste kræfter kom til fadet, da FC Midtjylland fredag spillede sin anden kamp ved træningsturneringen Dubai International Cup.

Hele fem spillere, der forleden spillede Youth League med klubbens U19-hold, var i startopstillingen, og da opgøret blev blæst af, var der ni akademispillere på FCM-holdet.

De spillede en jævnbyrdig og lidt rodet træningskamp mod svenske BK Häcken. Sidste sæsons nummer 10 i Allsvenskan var dog en kende skarpere og vandt 2-1.

FCM kom ellers i front efter en lille times spil. 17-årige Victor Torp slog et hjørnespark mod bageste stolpe, som Jonas Borring pandede i nettet fra kanten af det lille felt.

Men bare tre minutter senere fik Häcken et lidt tyndt straffespark. Den tidligere Brøndby-spiller Alexander Farnerud tog en dribletur og fik en lille berøring af først André Rømer og dernæst Rasmus Nicolaisen. Straffet blev dømt på sidstnævnte, som tilmed fik gult kort.

Alhassan Kamara scorede med et hårdt, fladt spark helt nede ved stolpe-roden. 1-1.

11 minutter før tid kom afgørelsen. Alexander Farnerud skruede et frispark indover fra højre side, som forsvareren David Engström headede i mål til 2-1.

I mellem de to svenske scoringer fik Paul Onuachu annulleret et mål, da han begik frispark på en forsvarer, inden han headede et hjørnespark fra Victor Torp i nettet.

FCM spiller en tredje og sidste træningskamp i Dubai inden hjemrejsen. Kampen spilles på mandag, men det er endnu ikke helt afklaret mod hvem.