Rød blok nærmer sig et ekstra færøsk mandat

Potentielt drama om det ene af to færøske folketingsmandater efter at Venstres færøske støtteparti er kommet i modvind.

Færøerne kan, som i 1998, få en hovedrolle ved det kommende folketingsvalg. (© Scanpix)

35.000 færøske vælgere kan få afgørende indflydelse på det kommende folketingsvalg og statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) muligheder for at blive genvalgt.

Som en del af rigsfællesskabet har Færøerne, ligesom Grønland, to mandater i Folketinget. De støtter i dag hver deres blok, men den fordeling kan tippe til Helle Thorning-Schmidts fordel.

Det vurderer chefredaktøren for Færøernes største avis, Sosialurin, Eirikur Lindenskov, efter at Venstres færøske støtteparti, Sambandspartiet, er kommet i hård modvind.

- Der bliver tæt løb om det andet færøske mandat, og der er bestemt en mulighed for, at Sambandspartiet mister sit mandat til Republikanerne, siger Eirikur Lindenskov.

Hvis det sker, vil det være første gang siden 1975, at begge de færøske mandater peger på rød blok.

Sjúrður Skaale fra den færøske udgave af Socialdemokraterne, Javnaðarflokkurin, støtter Helle Thorning-Schmidt, mens Lars Løkke Rasmussen får opbakning fra Sambandspartiet og folketingsmedlem Edmund Joensen.

Borgerligt parti kun fjerdestørst

Sambandspartiet har siddet ved magten i det færøske lagting siden 2008, men det borgerlige parti, og særligt regeringsleder Kaj Leo Johannesen, har i den seneste tid været udsat for hård kritik.

Senest da han i sin nytårstale åbnede for, at Færøerne skulle tage imod flygtninge fra Syrien. Det forslag mødte kritik fra flere sider, herunder hos regeringspartneren Folkepartiet, og siden har lagmanden trukket forslaget tilbage.

Alligevel har uroen påvirket Sambandspartiets vælgertilslutning negativt. I Sosialurins Lagtings-meningsmåling fra marts går Kaj Leo Johannesens og Edmund Joensens parti 6,6 procentpoint tilbage.

Dermed står Sambandspartiet til kun at blive fjerdestørst i Lagtinget.

Venstrefløjsparti kan erobre stemmer fra Konservative

Eirikur Lindenskov understreger, at man skal være påpasselig med at drage paralleller mellem partiernes opbakning til henholdsvis et folketings- og lagtingsvalg.

Alligevel mener han, at Edmund Joensen og resten af Sambandspartiet kan tabe det færøske mandat i Folketinget til Republikanerne, der støtter rød blok.

I den samme meningsmåling fra marts går Republikanerne frem med tre procentpoint og står dermed til at blive næststørst.

- I modsætning til tidligere valg er Republikanerne ene om at ønske selvstændighed. Derfor kan de erobre stemmer fra Folkepartiet (Færøernes svar på de Konservative), da de også har vælgere, der vil have færøsk selvstændighed og suverænitet, siger Eirikur Lindenskov.

Ved sidste lagtingsvalg i 2011 fik Republikanerne en lussing af vælgerne og tabte samtidig deres folketingsmandat.

Nogle af de tabte stemmer kan indhentes i år, da de færøske vælgere bruger en anden logik ved de danske folketingsvalg:

- De små partier har ingen chance til folketingsvalget, og det ved vælgerne. Derfor kan de store partier "låne" vælgere fra de små partier, og det kan give Republikanerne det, der skal til for at vælte Sambandspartiets mandat, lyder analysen fra Eirikur Lindenskov.

- Borgerlig modgang vil ikke ramme folketingsvalgkamp

Hvor Eirikur Lindenskov ikke vil være overrasket over et tæt løb mellem rød og blå blok om det andet færøske mandat, så er journalist ved den politiske nyhedsside ting.fo Árni Gregersen mere skeptisk på vegne af rød bloks ambitioner.

Han vurderer, at Sambandspartiets dårlige meningsmålinger op til lagtingsvalget ikke vil smitte af på den færøske mandatfordeling ved folketingsvalget:

- Jeg tror ikke, at det vil påvirke Edmund Joensens muligheder for at blive valgt. Sambandspartiet sidder på mandatet, og det virker ikke som om, nationalitetsspørgsmålet er så varmt et emne.

I stedet for spørgsmålet om selvstændighed tror Árni Gregersen, at det bliver emner som bloktilskuddets størrelse, og hvorvidt Færøerne skal tage imod syriske flygtninge, der vil dominere folketingsvalgkampen.

Et folketingsvalg, som allerede nu står i skyggen af det kommende valg til Lagtinget, der skal afholdes senest den 29. oktober i år.

Edmund Joensen: Meget uforudsigeligt

Blå bloks færøske mandat, Edmund Joensen, er ikke meget for at spå om sine chancer ved det kommende folketingsvalg:

- Det er meget uforudsigeligt. De eneste meningsmålinger, vi har, handler om lagtingsvalget, og her klarer vi os dårligt. Når det er sagt, vælger folk ikke på samme måde til folketingsvalget, siger Edmund Joensen, der understreger, at han ikke har noget med Sambandspartiets førte politik i Lagtinget at gøre.

En af Sambandspartiets udfordringer er, at partiet har haft regeringsmagten i Lagtinget de sidste syv år. Det kan også koste ved folketingsvalget, siger Edmund Joensen:

- Det slider på ethvert parti at sidde i regering, og der er en vis metaltræthed, siger Edmund Joensen.

Udover en fortsat bevarelse af Rigsfællesskabet har Edmund Joensen endnu ikke besluttet sig for, hvilke emner han vil profilere sig på ved en kommende folketingsvalgkamp, "da valgkampen heroppe ikke er startet endnu", som han selv formulerer det.

Ikke første gang Færøerne kan få afgørende rolle

Hvis blå blok taber sit nordatlantiske mandat, vil det ikke være første gang, at Færøerne kan spille en afgørende rolle for udfaldet af det endelige folketingsresultat.

Tilbage i 1998 tabte Edmund Joensen med 176 stemmer sit mandat til den færøske socialdemokrat Jóannes Eidesgaard.

Som resultat heraf kunne Socialdemokraterne med Poul Nyrup Rasmussen i spidsen genvinde regeringsmagten med et mandat på bekostning af Venstres daværende leder, Uffe Ellemann Jensen (V).