Bent Hansen sætter punktum for 35 år med regionspolitik

Socialdemokraten genopstiller ikke

Udgivet:02. januar 2017, 10.04

Læsetid:2 minutter

Bent Hansen stopper. Foto: Anne Mette Kleis-Kristoffersen

7 år siden

Formand for Danske Regioner og Region Midtjylland 68-årige Bent Hansen (S) genopstiller ikke til regionsrådsvalget i år.

Bent Hansen blev valgt ind i det daværende amtsråd i Viborg i 1982. Siden blev han amtsborgmester fra 1990.

I 2006 satte han sig så i spidsen for alle fem regioner som formand for Danske Regioner.

Når han til november stopper som formand for regionsrådet, kan han se tilbage til 35 år med regionspolitik.

Nu er der andre ting, der kommer til at optage hverdagen, fortæller han i en pressemeddelelse:

»35 års jubilæum i regionspolitik kan jeg fejre i dag. Mange uendeligt spændende år at tænke tilbage på med oplevelser og udfordringer og dedikerede og dygtige medarbejdere. Store beslutninger, svære beslutninger og stor ydmyghed i forhold til at være så privilegeret at have haft muligheden for sammen med mange gode kolleger at træffe beslutninger af betydning for udviklingen særligt i Viborg Amt og Region Midtjylland. At jeg siden 1994 har beklædt spændende og vigtige poster i Amtsrådsforeningen og Danske Regioner, siden 2006 som formand, har været et kæmpe privilegium.

At standse op og vurdere, hvornår det er tid at prioritere anderledes, har været svært. Julen 2016 har været brugt på mange overvejelser og tanker og mange gode samtaler med mine nærmeste.

68 år er som sådan kun et tal, men alligevel løber ingen fra sin alder, selv om jeg fortsat forsøger at holde mig i form med badminton og løb.

Derfor er min konklusion klar og endegyldig: jeg stiller ikke op. Jeg føler mig fortsat på toppen, og vil derfor påbegynde en ny fase i mit liv med gå på mod og stor livslyst.

Det vil i første omgang gå ud over min familie, særligt mine 7 børnebørn, som jeg vil følge tæt i alle deres gøremål.

Jeg vil nyde selv at styre min kalender, ikke læse dagsordener og mødemateriale weekender og aftener.

Nogen drejebog for min fremtid har jeg ikke. Men dukker der spændende udfordringer op, er min nysgerrighed sikkert så stor, at jeg vil vurdere disse med interesse.

Jeg tænker tilbage på de 35 år med glæde og taknemmelighed«