Mimas: Lifejackets

Der gik blot tre måneder, fra Mimas i 2005 udgav deres første ep, Hands Will Carry (2005), til de stod på Pavilion Junior-scenen på Roskilde Festival. Her præsenterede de tilhørerne for et udtryk, der med sine sfæriske, guitardominerede klangflader, voluminøse kompositioner og pibende høje vokal osede af inderlighed og havde tykke referencer til især Sigur Rós. Ja, noget tilfælde er det næppe, at forsanger Snævar Njáll Albertsson har sine rødder i Island. Allerede dengang fornemmede man, de var et band, der følte noget for musikken, men dog stadig manglede at finde sine egne ben at stå på.

Meget er sket siden da. Ikke bare har de fire århusianere i mellemtiden underskrevet en pladekontrakt med det britiske selskab Big Scary Monsters og udgivet debuten The Worries (2008). Også musikalsk set har gruppen taget et godt spring fremad. Egentlig har Mimas’ grundlæggende lyd ikke rykket sig mange tommer på Lifejackets, og som på de to forgængere eksperimenteres der med former, dynamik, genrer og stemninger i en sådan grad, at der synes at være idéer nok til det dobbelte antal numre.

Men den svævende postrock har på Lifejackets taget en (endnu) mere progressiv drejning. Vokalen er blevet knapt så følsom, og der er kommet nye elementer til såsom råbekor a la Animal Collective og rap-sang som hos Why?. Især sidstnævnte forekommer desuden at have været en væsentlig inspirator for det generelle lydbillede, måske tydeligst illustreret af “SMOM” og af teksterne, der har en god del glimt i øjet og vidner om et band, som godt nok tager musikken seriøst, men ikke er selvhøjtidelige. Grundlaget, hvorpå det hele står, er dog stadig guitarlyden og desuden Lasse Dahls energiske og komplekse trommespil.

Lifejackets er først og fremmest et stærkt album i kraft af sine spidsfindige kompositioner, arrangementer og den energi, det emmer af. Alle tre elementer er til stede i åbningsnummeret “Application”, der efter en vanligt kælen guitar/trompet-intro sætter ind med en duet mellem to guitarriffs, som nuanceret snor sig om hinanden. Efter en omgang indtræder sangen og derefter trommerne, der på én og samme tid medfører et eksplosivt tamburin-offbeat og et element af ro i form af en tiltrængt knage at hænge den drilske guitarfigur op på. Nummeret slanger sig videre til et trompetakkompagneret omkvæd og senere til et langt guitardomineret mellemstykke. Begge dele er et langt stykke hen ad vejen bygget ud fra det grundlæggende riffs idé og ligger derfor trods bl.a. store dynamiske udsvingninger i harmonisk forlængelse heraf. ”Application” slutter af i en skøn forening af skrig og skrål, korsang og håndklap. Det hele er gennemkomponeret ned til den mindste lille fis, der blev lukket ud på præcis det rigtige tidspunkt. Og det er okay, når man kan gøre det, som Mimas kan på Lifejackets.

Mere svag er pladen desværre i produktionen, der nogle gange kan blive lidt for shaky og mangle den skarphed, som der er brug for i det komplekse og gennemkomponerede univers, Mimas præsenterer. De små skønhedsfejl hist og her ødelægger dog ikke det overordnede billede af Lifejackets og af et band, som har fundet sine ben at stå på, og som vi kan forvente os store bedrifter af i fremtiden.