FCM-kvinder sænkede storsatsende Odense

Stærk anden halvleg sikrede FCM syvmålssejr i topopgøret

Udgivet:20. januar 2018, 16.58

Læsetid:1 minut

Norske Tonje Løseth scorede fem mål, da FCM vandt lørdagens topopgør mod Odense. Foto: Flemming Hansen

Ole Bitsch
Journalist
Ole Bitsch
Journalist| +45 96 26 37 19 | obi@herningfolkeblad.dk
Journalist siden 1999 og en del af Herning Folkeblads sportsredaktion siden 2015. Jeg skriver om fodbold, håndbold, ishockey og en masse andet. Grib fat i mig, hvis du har kommentarer eller et tip til en god historie.
Se flere artikler af Ole Bitsch

6 år siden

Håndbold Odense Håndbold har før denne sæson oprustet voldsomt med indkøb af flere store profiler, men lørdag var det FC Midtjyllands kvinder, der i sikker stil trak sejren i topopgøret i Ikast.

Foran 2117 tilskuere i IBF Arena vandt »hunulvene« fortjent med 24-17 - efter 10-10 ved pausen.

Det var en skarp FCM-defensiv og en endnu skarpere Sabine Englert i målet, som byggede fundamentet for midtjydernes to point. Odense - der undervejs også misbrugte fire straffekast - havde blandt andre storskytterne Mette Tranborg og den tidligere FCM-stjerne Stine Jørgensen i arsenalet. Men de storsatsende fynboer kunne slet ikke få angrebsspillet til at fungere.

I anden halvleg var sejrskursen sat efter 12 minutter - en fase, som hjemmeholdet vandt 6-1. FCM'erne gik fra 11-11 til 16-11. Medvirkende var en stribe store redninger fra rutinerede Englert, der tålmodigt og klogt ventede på skuddene.

Odense-holdet fik ny luft, da den forhenværende FCM'er Freja Court med to pinde reducerede til 15-18, men der var aldrig rigtig substans i gæsterne, der ikke kom tættere på de effektive værter.

10 minutter før slutfløjtet sled Tonje Løseth sig til scoring, og med fem FCM-træffere i træk - til 23-15 - forduftede den sidste spænding i et topopgør, hvor kun FC Midtjylland viste topkvalitet.

Topscorere for FCM blev Louise Burgaard, Helene Fauske og Tonje Løseth, der alle scorede fem gange hver.